|
DEN BRÆNDTE FØDSELSATTEST (forfattet af Jørgen Vogelius)
I 1941 fejrede Ringsted sit 500 års købstadsjubilæum. Ved denne lejlighed blev den berømte litteraturhistoriker professor Vilhelm Andersen udnævnt til æresborger. I samme anledning sagde han, at byen jo formentlig var dobbelt så gammel. Og det er uden tvivl rigtigt. Det er blot byens ældst kendte købstadsprivilegier, der først er fra 1441, men de er en bekræftelse af tidligere, som nu er brændt. Byen selv havde inden da ligget på bakken i ly af klostret og klosterkirken i flere hundrede år – ja, den er måske netop hen ved 1000 år gammel. Flere gange var byen møjsommeligt blevet genopbygget efter ildløs. For både før og siden brændte næsten alt. Og ved den seneste store brand i 1806, brændte det sidste af klosteranlægget, så kirken herefter blev det eneste synlige tegn på klostrets tidligere eksistens. Ingen sjællandske byer har tilbagevendende været hjemsøgt af så omfattende og ødelæggende brande som Ringsted.
|
KIRKER OG KLOSTRE
Ringsted er som Sorø en sjællandsk landkøbstad. Og begge byer er vokset op omkring hvert sit kloster. Sorø husede fra 1200-tallet de nymodens Cisterciensere. Men i Ringsted holdt den oprindelige Benedictiner-orden stand. Begge byer nød den sjællandske stormandsslægt Hvidernes bevågenhed. Asser Rig Hvide ejede gården Fjenneslevlille ved Ringsted og byggede her omkring 1130 den berømte sagnomspundne tvetårnede Fjenneslev Kirke.
Ringsted Kloster grundlagdes officielt i 1135 og blev hurtigt begavet med vidtstrakte jorde og besiddelser. Munkene havde bosat sig på den højtliggende bakke og udskiftede den gamle frådstenskirke fra 1000-tallet med den knejsende kongelige begravelseskirke Skt. Bendts. Den indgik formentlig som nordfløjen i et anseeligt firfløjet klosteranlæg. Kirken rummer både Knud Lavards helgenskrin og Valdermarstidens kongegrave. Knud Lavards helgenkåring fandt sted her på det berømte kirkemøde i 1170, der blev en triumf for kong Valdemar den Stores kongemagt. Ikke alene blev hans far, der var snigmyrdet i Haraldsted skov 39 år tidligere nu helgenkåret, men arvefølgen blev sikret. Hans egen søn Knud VI blev nemlig samtidig kronet. Kirken indviedes til hertug Knud Lavard, men antog siden klostervæsnets grundlægger Benedict af Nursia som sin skytshelgen, og det er ham som i dag afspejler sig i navnet.
|
|
SJÆLLANDS NAVLE
Ringsted var Sjællands kongeby i højmiddelalderen. Allerede i begyndelsen af 1000-tallet havde danske konger slået mønt her, i det som Vilhelm Andersen kaldte ’Sjællands navle’.
Bynavnet er muligvis afledt af personnavnet ’Hringr’. Men både at slå ring om - og være på et sted - for at være sammen - giver også god mening for stednavnet. Og meget tyder på, at de små skove på Ringstedegnen allerede i oldtiden var hellige steder, hvor sjællænderne bragte offergaver og siden samledes om deres nordiske asatro. De gamle veje mellem de sjællandske flækker og byer krydsede hinanden i Ringsted. Bygget på en bakke inde i landet lå byen i modsætning til strandkøbingerne, velbeskyttet mod angreb fra havet. Udover at være et yndet opholdssted for kongen blev Ringsted også et naturligt og sikkert samlingssted for Sjællands land- og byboere, når der skulle handles, hyldes, rådslås og dømmes på tinge. Alt dette skete, sagde Vilhelm Andersen, inden Københavnerne kunne knappe deres bukser – og med et glimt i øjet tilføjede han – at der vist hverken fandtes bukser eller knapper på den tid, men sandelig heller ikke noget endnu, der hed København.
Ringsted blev allerede i middelalderen de vejfarendes by. En by for skomagere og vognmænd. Byens markeder var et samlingssted, der gennem århundreder tiltrak folk langvejsfra. Der afholdtes fra gammel tid tre store årlige markeder. Et omkring Skt. Hans, endnu ét i august og endelig ét i første halvdel af oktober. Midsommermarkedet fik en særlig betydning. I 1472 udstedte Christian I et Kongebrev, hvori han bestemte, at der til fremme af købstædernes ”Forbedring og Bestand” hvert år skulle indfinde sig en borgmester, en rådmand og en borger fra de andre sjællandske købstæder for på Skt. Hans dag i Ringsted at afholde Købstædernes årsstævne. Endnu I forbindelse med Christian II’s købstadspolitik, ses Ringsted begunstiget. Her var markederne i Ringsted og Roskilde de to eneste købstadsmarkeder som fandt plads i markedsordningen for Sjælland fra 1516.
|
|
|
TRANGE TIDER
Efter reformationen i 1536 mistede klostervæsnet sin betydning, og efterhånden som munkevæsnet svandt bort, blev det gamle herrekloster med alt sit jordegods til et kongeligt len, der efterfølgende i reglen var tilknyttet landsdommerens embede.
I årene der fulgte rullede ulykkerne efter tur ind over byen. I 1551 og 1590 hærgede voldsomme brande. Byen forarmedes så meget, at midsommergælden (byskatten) måtte eftergives ved kgl. breve i både 1590 og 1618. Svenskekrigene i 1600-tallet medførte yderligere tyngende udgifter til indkvartering. Indbyggertallet dalede og nåede i 1672 helt ned på ca. 700. Var byen ved at uddø? Latinskolens rektor, Laurits Olufsøn Kok havde et bud på et svar. Han skrev omkring 1660 et stort satirisk digt med titlen, ’Ringsted til Ære i sin Alderdom’. Heri vendte Kok alting på hovedet. Det uanselige blev fremhævet som glorværdigt, og omvendt. Det var i mange måder et virkelig barokt digt, der galgenhumoristisk sammenlignede hovedstaden med Ringsted. Frederik d. III var jo ikke død i sin rede under stormen på København i 1659. Hovedstadens borgere var netop derfor blevet tilgodeset med store privilegier. I det uanselige Ringsted var kirken derimod ved at falde ned om ørerne på skolens disciple på grund af misligholdelse. Latinskolen havde til huse i de søndre kapeller. Og var der ikke til smør på brødet vidste Ringstederne da at bruge fedt i stedet for, skrev Kok.
I 1693 ramtes byen atter af en ny stor brand og ilden blussede op igen både i 1717 og 1747. Det var som Ringsted aldrig skulle få bugt med flammerne. Ved branden i 1806 lagdes en femtedel af byen i aske og ikke bare klostret forsvandt, men også kirken led stor skade. Men Ringstederne var ukuelige. På trods af engelsk besættelse i 1807 og indkvartering af spanske tropper under Napoleonskrigene begyndte befolkningstallet langsomt at stige efter to hundrede års stagnation. Byens centrale geografiske beliggenhed gjorde den fortsat til et naturligt sted at mødes. En opgørelse fra 1814 over de stadepenge, som handlende betalte til byen for at opslå deres boder på torvet, giver et indtryk af hvorfra de kom. Her nævnes bl.a. at udover de 28, der var fra selve Ringsted, kom 21 fra Slagelse, 24 fra Næstved, 23 fra København, 7 fra Roskilde, 22 fra Holbæk, 23 fra Køge, 12 fra Sorø, 10 fra Præstø, 2 fra hhv. Skelskør og Vordingborg og 5 kom helt fra Odense. Og det var vel at mærke før man bare kunne stige af toget.
|
|
DET VEMODIGE SPIL MELLEM FORTID OG NUTID
En ny æra for byen begyndte for alvor i 1850’erne med det sjællandske jernbanenets anlæggelse. Ringsted blev et af knudepunkterne. Fra lavpunktet i 1600-tallet var indbyggertallet nu fordoblet, og under det følgende århundredes industrialisering tog udviklingen for alvor fart. Elleve år efter vedtagelsen af næringsloven, der ophævede byernes eneret på handel og håndværk, og selvsamme år som en ny kommunallov for købstæderne blev vedtaget stiftedes i 1868 Industriforeningen for Ringsted og Omegn, der ni år senere fik følgeskab af dannelsen af Ringsted Handelsforening. Ringsted fik rystet småstadspræget af sig. Med Vilhelm Andersens ord tog det halvt skælmske og halvt vemodige spil mellem fortid og nutid nu sin begyndelse. En anden af byens sønner, forfatteren Sophus Schandorph beskrev i 1893 i sine kærlige Ringstederindringer, hvordan køerne i hans barndom havde taget sig en bid af det vildtvoksende græs på fortovene, når de fra byens gårde blev drevet ud på græs på de omkringliggende byjorde. Som i de fleste andre gamle sjællandske købstæder var landbrug også for Ringstederne langt op i 1800-tallet stadig et betydeligt erhverv, men det skulle hurtigt ændre sig.
DEN MODERNE BY TAGER FORM
Da udviklingen tog fart blev byplanlægningen i Ringsted begunstiget af, at kommunen i 1917 købte Ringsted Klosters jorde. Deres beliggenhed havde bevirket, at byen indtil da alene havde kunnet udvides mod øst. Omkring århundredeskiftet 1900 var der derfor her opstået et nyt villa-agtigt kvarter omkring Valdemarsgade, Skolegade, Teglovnsvej og Bøllingsvej, og i den østlige udkant fik byen et stort rekreativt område udlagt til lystanlæg.
Efter købet af klosterjorden blev det muligt at udvide mod syd og vest. Kirken blev frilagt og restaureret. Gadegennembrud af Tinggade og Sjællandsgade ledte trafikken fra syd frem til det nyudformede prægtige torv, hvor de gamle tingsten ligger og Valdemarsstatuen blev rejst. Efterhånden fik byen et arkitektonisk præg, som gav dens centrum et stateligt udseende. Industriforeningens ejendom fra 1922 på hjørnet af Tinggade og Skt. Hansgade bidrog til storstadspræget, som endeligt afrundedes af Steen Eiler Rasmussens fine stramme Rådhusbygning fra 1937, der opførtes på hjørnet af Torvet og Skt. Bendtsgade.
|
|
DE NYE TIDER
Demokratiseringen, andelssamfundet og industrialiseringen lå på lur. Landspolitisk blev Ringsted hurtigt centrum for Midtsjællands stærke venstrebevægelse, der markerede sig i den offentlige debat ved en stærk presse. Mange af de foretagender, der i denne epoke så dagens lys eksisterer ikke længere, og andre har måttet indskrænke væsentligt. Også Ringsted har mærket, at fremstillingsvirksomhed i vidt omfang nu bliver ’out-sourcet’. Store arbejdspladser har måttet indstille eller indskrænke, mens mindre og mere videnstunge virksomheder i stedet vinder indpas. Ringsted møder derfor i det nye årtusinde nye udfordringer som en hastigt voksende bopælskommune - også for pendlere. Det stiller nye krav til udvikling af uddannelsestilbud, fritidsaktiviteter og serviceerhverv. Med Industriforeningen og Handelsforeningens stiftelse blev der i sidste del af 1800-tallet skabt et godt fundament med oprettelsen af teknisk skole og handelsskoleklasser. Grund- og realskoleundervisningen og socialforsorg blev også forbilledligt udbygget. Men Ringsted manglede et gymnasium. Fra 1582 til 1739 havde byen trods sin lidenhed haft sin egen latinskole. Men unge har i moderne tid måttet vælge mellem at tage til Sorø, Roskilde og senere til Holbæk eller Haslev for at få en studentereksamen. Efter 25 års drøftelser, tovtrækkerier og borgermobilisering får Ringsted nu endelig sit gymnasium. Det åbner for elevoptag i 2009.
ET MØDESTED FOR TRADITION OG NYBRUD
Ringsted er i dag en moderne by, med nye hotel og kongresfaciliteter i den bydel, der er skudt op ved omkørselsvejen og nye indkøbsfaciliteter er skabt med de moderne centre ‘Ringstedet’ ved motorvejen og det helt nye ‘Factory Outlet Center’. Byen hævder sig derfor stadig som stedet, hvor man på Sjælland kan bo og slå ring om at være sammen. Samtidig har byen altid haft en udpræget sans for sin historie. Allerede længe inden ’reenacting’ blev et modefænomen, har Ringsted været ramme om historiske optog og årlige sommerspil i Klosterhaven, som ofte helt ned i detaljen har været tro mod sine historiske forlæg. Kulturlivet blomstrer. Foreningen ’Huset’ holder til i den gamle avisbygning i Søgade, som nu er medborgerhus og ramme om mange kulturelle aktiviteter. Og Anlægspavillonen i Lystanlægget er et sted for koncerter, udstillinger og events. Museet dokumenterer fornemt byens og egnens kulturhistoriske udvikling, med et særligt udblik til mølleteknik, som sætter Ringsteds gamle vind- og dampmølles historiske betydning i relief. Ringsted Mølle kværner stadig.
|
Mandag, november 10 2008
|
|