
Hagbards Høj
Hagbards Høj - et sted hvor historie og sagn mødes.
Midt i det smukke landskab ved landsbyen Sigersted i Ringsted Kommune, rejser Hagbards Høj sig som et tavst vidne om fortidens dramaer. Denne imponerende gravhøj er en af Danmarks største og stammer fra bronzealderen - mere end 3.000 år gammel. Men højens betydning rækker langt ud over dens arkæologiske værdi. Den er uløseligt knyttet til en af Danmarks mest bevægende kærlighedsfortællinger; Sagnet om Hagbard og Signe.
500 meter mod nord ligger Elmehøj, som også kaldes Signes Høj.
Kærlighed og tragedie:
- Sagnet om Hagbard og Signe
Kong Siger (også kendt som Sigfred eller Sigurd) havde sin kongsgård i Sigersted. Han var far til to sønner og en datter ved navn Signe. Kongens sønner kom i konflikt med den norske underkonge Hamunds tre sønner, hvoraf den ene var Hagbard. Efter en tid blev der dog sluttet fred mellem dem, og de norske prinser fulgte med de danske hjem til Sigersted. Her blev Hagbard og Signe forelskede i hinanden.
Freden varede dog ikke ved. Striden blussede op på ny, og det endte tragisk: Hagbards to brødre blev dræbt, og Hagbard selv tog hævn ved at dræbe Signes to brødre. Dermed var Hagbard i alvorlig livsfare. For at opsøge Signe i hemmelighed klædte han sig i kvindetøj og fik adgang til hendes kammer. Her lovede de hinanden troskab indtil døden—hvis den ene skulle dø, ville den anden følge med.
Hagbard blev dog afsløret og dømt til hængning. For at sætte Signes løfte på prøve lod han sin kappe hejse op i galgen som tegn på, at han var død. Da Signe så dette, troede hun, at hendes elskede allerede havde mistet livet. Hun holdt sit ord og satte ild til sit kammer, hvor både hun og hendes terner indebrændte.
Da Hagbard så røgen stige op, forstod han, at Signe havde holdt sit løfte. Først da kunne han gå døden roligt i møde.
Inspiration for eventyr og tragedier
Hagbards Høj og det sagn, som knytter sig til stedet, indgår i H.C.Andersens eventyr “Et Stykke Perle-snor” fra 1859. I eventyret indgår en lang række geografiske lokaliteter i eventyrets poetiske ramme.
Digteren skriver: “Nu komme vi til Sigersted ved Ringsted By; Aaleiet er lavt; det gule Kom voxer, hvor Hagbarths Baad lagde an, ikke langt fra Signes Jomfrubuur. Hvo kjender ikke Sagnet om Hagbarth, der hang i Egen og Signeli\s Buur stod i Lue, Sagnet om den stærke Kjærlighed.”
Sagnet inspirerede Ohlenschläger til at skrive tragedien “Hagbarth og Signe” i 1815 og det har også været inspiration til filmen “Den røde kappe” fra 1967, instrueret af Gabriel Axel.
Botanisk interessant
Området er et tørt overdrev og på grund af, at det er en høj, er der stor afstrømning af regnvand. Samtidig har fortidsmindet været holdt udenfor dyrkning og gødning i mange hundrede år. Det giver nogle sjældne vækstbetingelser, som begunstiger sjældne planter, bl.a. tjærenellike og djævlesbid vokser her. Der er optalt næsten 100 plantearter på denne høj. Det er usædvanligt mange for en sjællandsk gravhøj.